Hammershuse

Området Hammershuse
Bornholm er meget mere end sol, sommer og solbriller. Kysten på nordlandet viser sig fra sin vilde side med de fantastiske rå klipper, og øen har både sprækkedale og vandfald i en pragt, som kun findes på Bornholm. Og lige midt i det hele - på skrænten op ad Langebjerg - finder du Hammershuse, unikt beliggende omgivet af fredskov og med Hammerhavn, strand samt Hammershus lige ved hånden. Afstandene er små: strand 500 m, indkøb 1 km, restaurant 3,5 km.

50 feriehuse
Hammershuse – et område på ca. 77.500 m2, hvoraf 71.000 m2 er fredskov, og næsten 40.000 m2 indenfor strandbeskyttelseslinien - består af 50 feriehuse , opført i 1979/85, samt et parcelhus (det tidligere Sandvig Feriecenter) – nænsomt placeret og udført i gode materialer, som farvemæssigt passer ind i naturens. Området er et fantastisk sted for naturelskere, som sætter pris på Bornholms særegne natur samt fred og ro.

Udvendigt og indvendigt
Alle huse bliver frisket op med lys indendørs maling og alt eksisterende inventar medfølger. Prøvehusene er indrettet med møbler fra Idémøbler i Rønne, hvorfra der også foreligger et attraktivt tilbud om møbleringspakke. Det udvendige træværk males ligeledes, men holdes i naturens afdæmpede farver. Hver bolig har egen terrasse og de 2-etagers boliger har desuden en terrasse fortil på førstesalen. Der findes elmåler (bimåler) i hvert enkelt hus. Vandforbrug betales forholdsmæssigt efter boligens størrelse i forhold til samlet størrelse på bebyggelsen / samlet forbrug af vand. Til hvert hus vil der blive etableret et depotrum.